At være demokrat er ikke at være bange, Åndsfrihed under pres (223 sider)

Af Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen (2020) Forlaget Klim

At være demokrat er ikke at være bange, Åndsfrihed under pres, er en debatbog om åndsfrihed, der i dens afsluttende del lobbyerer for styrkelse af åndsfriheden. Den er skrevet af tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen og teologen og grundtvigianeren Ingrid Ank. Efter endt læsning af bogen, opstod der en klinger undren over, at bogen med dens udsagn som frihed for Loke som Thor, ikke har været genstand for større offentlig debat, da den indeholder talrige iagttagelser værdige til at blive analyseret og drøftet.

Åndsfriheden, der på en måde betinger de øvrige frihedsrettigheder, optræder som en værdimæssig byggesten i samfundet med dens juridiske placering i folkeskolens formålsparagraf, der intenderer dannelse af vores skolebørn. Retten til at være uenig, og sige nej, har rod i at være fri i ånden, eller skal vi kalde det åndsfrihed.

Åndsfriheden som begreb dateres ikke tilbage til et starttidspunkt i bogen, da det at være fri i ånden må strække sig udover bogens historicitet. Ikke desto mindre er bogens historicitet kendetegnet ved at tegne en hovedlinje for åndsfriheden fra reformatoren og protestanten Martin Luther (1483-1546) til den danske digter og filosof mm. N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og op til teologen Hal Koch (1904-1963) mv.

Denne udgivelse kan siges at været ret modig i den forstand at den tør at hæve sig over et problem i sådan en grad at den forsøger at undgå blindvinkler, hvilket langt hen ad vejen lykkedes i bogen, på nær hvad angår bogens historiske tidsramme og verdensanskuelse der i sig selv kan være en blind vinkel i forståelse af hvad ånd og frihed kan være. At frihed og

ånd kan være andet end hvad vi for det meste forbinder det med at være, i en dansk forstand, kan vel kun overraske en snæversynet forståelse, men er det ikke fair at være lidt snæversynet på værdifronten? Bogen adskiller skarpt tolerance fra åndsfrihed og advarer mod at vi forveksler de to, hvilket nok er meget sundt, da værdirelativisme hvor alt er lige godt, ikke syntes ønsket, syntes værdirelativismens modstykke at være en absoloutisme af en art. Jeg hævder hermed ikke at bogen fremlægger åndsfrihed som en absolutisme, da frihedsrettigheder i sig selv ikke er absolutte, men bogen hævder bestemt heller ikke det modsatte, bogen taler for at vi deler åndsfriheden og ikke indsnævrer den.

Bogens indledning er fin, den påpeger at åndsfriheden, at kunne tænke som man vil og hvad man opfatter som at leve det gode liv, er under pres, og at denne værdi er forbundet med dilemmaer, som kan føre til begrænsningen af andres frihed, men her kommer så en fin sløjfe til det dilemma, nemlig ikke være bange, som det også står i bogens titel. Forfatterne går videre og anser åndsfrihed som et rettidigt alternativ til tolerance og udtrykker, at ideer skal bekæmpes med ideer og ikke magt, og at du med åndsfrihed ikke kan gå fri af kritik.

Fair nok, men der opstår stadig forvirring dagligt, fx i vores forståelse om dansk frihed og sekularisme der kan forveksles med den franske model for samme, der tilsigter en neutral offentlighed mens bogens forfattere meget præcist peger på at der ikke findes noget fuldstændigt neutralt samfund i verden.

Tænk som du vil, bliver et af maksimerne man kan udlede efter at have sat sig ind i åndsfriheden på dansk, hvor vi skelner mellem holdning og handling. Du må altså mene så meget, men ikke handle på alt. Eksempelvis forekommer religionsforfølgelse værende ukristeligt og antiluthersk i henhold til spørgsmålet i Grundtvigs samtid om bl.a. jødernes integration i Danmark, der også fortjente lige rettigheder i andedammen. Netop den diskussion om danske jøders danskhed og opfattelsen af dem som “gæster” taler ind i: at selvom dine holdninger kan være anderledes og at du gerne må have dem, for tvang avler løgn, bliver det i et perciperet identitetsspørgsmål åndeligt begrænset hvis andre end dem fx Grundtvig fandt passende, måtte udvide forståelsen af danskhed. Et nærliggende eksempel er litteraturkritikeren, pioneren mm. Georg Brandes (1842-1927), der altså også havde jødisk baggrund men som sådan ikke havde verdens største tilknytning til hans jødiske ophav, blev han alligevel polemiseret med koblinger til sit jødiske ophav i en fremmedgørelse, der kunne indsnævre forståelsen af danskhed. Grundtvig mente også at digteren Meïr Goldschmidt (1819-1887, en dansk jøde, som han så som gæst, ikke kunne have ret til at udtale sig om danskhed¹. Dette er nu blevet langt vanskeligere da danskhed nu påvirkes af andre faktorer

som globalisering, amerikanisering, verdensreligioner osv. hvilket ikke bør indsnævre nationale- eller åndelige tvistpunkter, men det kan stå som ulempe til dem der opfatter Danmark som en lukket klub. Kan vi være som vi er, og tænke som vi vil, selvom der ikke gøres noget ulovligt? Dette tyder på, at når du ikke kan gå fri fra kritik, så kan åndsfrihedens legitimering af kritik, også føre til at du med en tykhudethed skal kunne finde dig i meget, og tolerere meget, og her overlapper tolerance og åndsfrihed lidt paradoksalt.

Hvis der skal peges på en særlig udfordring når det kommer til forståelse af åndelighed, er der et problem der står i vejen, noget der i bogen kaldes for religionsforskrækkelse, noget der vækker genklang i mig til engang da jeg hørte en af landets førende professorer indenfor humaniora, tale om at vi i landet, fra bl.a. politisk hånd, har et problem med hvad han kaldte religiøs analfabetisme. Det er klart at religiøs uvidenhed kan generere frygt for folks tanker og xenofobi og dermed ende med at frihed ønskes indskrænket, hvilket kan gå hen og blive et værdimæssigt selvmål, og dermed bakker jeg generelt op om at fagligheden på religionsområdet godt kan trænge til en opgradering, for at sige det mildt. Åndsfriheden er presset fra flere sider, og fra modstridende fløje endda. Meget fint påpeget af forfatterne, er åndsfriheden meget sigende, på den ene side presset af religiøs ekstremisme, og på den anden side presset af den religiøse forskrækkelse- eller skal vi kalde det religiøs analbafetisme?

Ank og Jakobsen tilkendegiver, at det kan være nemmere for en politiker at forsvare ytringsfrihed som satire rettet mod en minoritet, end når den bruges af en minoritet til at fremme noget, der strider imod flertallets værdier. Er det et problem? Det bør der ikke herske tvivl om, selvom tvivl kan være godt, er værdimæssigt hykleri selvfølgelig dårligere. Alt kommer selvfølgelig ikke alle lige meget til gode, og der kan opstå åndelig strid.

Alt kredit skal forfatterne bag bogen medregnes, for at de på relativt lidt plads formår anskueliggøre et så overskyggende emne som åndsfrihed, når de på aldeles nuanceret vis behandler åndsfriheden således at det er svært at politisere og segmentere deres skriv til isolerede holdninger i bestemte fløje, dog med øje for Jakobsens tidligere tid som parlamentariker, der giver bogen noget empirisk ballast fra de mere parlamentariske dilemmaer i og med åndsfriheden.

Der er mange spændende kapitler i bogen, der i øvrigt fænger bredt på mange filosofiske spørgsmål og er i sit mod meget stimulerende hvad angår dens svar på tunge spørgsmål. I kapitel 7 tales der om sammenstødet mellem religionsfrihed og at religion skal fylde mindre i det offentlige rum, der skal indikere at der kan gives køb på åndsfriheden med farlige

tendenser som at blande sig i hvad folk går klædt i og frihedsindskrænkende forbud, og at vi ikke helt skal hen imod den franske model for sekularisme men at staten er sekulær. Et udsagn man kan være kritisk over for med rettelsen til at staten er sekulariseret, og protestantisk de jure, da sekulær kan forstås ret reduktivt.

“Gå din vej” hedder kapitel 11 ud af 19 der handler om negativ social kontrol. Jeg savner at kapitlet bliver behandlet lidt mere på metaplan, samt kapitel 12, der er det korteste kapitel i bogen og omhandler åndsfrihed som ritualfrihed, der meget fint viser at åndsfrihed ikke har et facit, særligt i spørgsmålet om drengeomskæringens legalitet. Kapitlet er kort og kunne godt fortjene at være længere, men kan i den korte form alligevel synliggøre at åndsfriheden ikke kan tilfredsstille alle (under en protestantisk- og “sekulær” ramme).

Det fremgår tydeligt af bogen at åndsfriheden ikke er absolut, og ikke skal reduceres til at blive et mantra for en abstrakt frihed. Derimod skal den være et fast tungtvejende hensyn, men som der står på s.195: Vi skal ud af takt. Samfundssind udlægges af forfatterne, som også værende modstridende holdninger, subkultur og modkultur, hvilket kan give mening hvis vi tænker over det som dialektik. Ydermere gør bogen det gældende, at man jo naturligvis har ret til at have absolutte livsanskuelser og overbevisninger om sandheden.

I bogens sidste dele, kommer der 10 okay forslag til større åndsfrihed i samfundet, hvor der særligt kan bides mærke i kritikken af landets forskningsfrihed, som jeg mener godt kan blusses mere op, for vidensamfundets skyld. Særligt er punkt 10 klart og det er også bogens tydelige advarsel om ikke at indføre sindelagskontrol. Bogen er bestemt anbefalelsesværdig, og indeholder adskillige højrelevante og tankefulde diskussioner, heriblandt om forskningsfrihed, tillid og frihed, politisk korrekthed og åndsfrihed på borgen.

¹ https://tidsskrift.dk/KKF/article/download/28371/24969 Thing (2000)

Af Mahdi Majid, (cand. psych. aut.)

Vi kan som danskere bryste os med, at vi begravet her på Nørrebro i København har en af de største tænkere gennem historien liggende. Og selvom Søren Kierkegaards krop blev lagt ned under jorden for over 150 år siden, lever hans tanker og livsanskuelser videre, og er – efter min mening – lige så relevante og aktuelle i dag som de var dengang han skrev sine værker. Kierkegaard, som beskæftigede sig især med menneskets eksistentielle forudsætninger, er for eksempel en af de få, der på en fokuseret og forholdsvis udtømmende måde beskrev angstens natur. Og da angst er et begreb, der i hverdagslivet løst bliver brugt som en etikette, et menneske får, og som ”retfærdiggør” dennes begrænsninger og udfordringer, og i den psykiatriske verden som var det en sygelig egenskab i os, er det interessant at se på hvad Kierkegaard egentlig mente om angsten. Jeg vil derfor i dette skriv – i det omfang det er muligt – kort gengive Søren Kierkegaards syn på angst og hvordan man ifølge ham bør forholde sig til den.

Hvad er angst?

For Kierkegaard er mennesket dømt til at have angst, primært fordi, at det – i modsætning til dyr – har en fri vilje og dermed pålagt ansvaret om at tage et valg. Angsten kommer ydermere som følge af utryghed, usikkerhed og manglende kontrol, og da livet er utrygt, usikkert og det er meget lidt man har kontrol over, så er angsten per definition en uundgåelig del af livet. Angsten er altså et eksistentielt vilkår, der, så længe vi er i live, altid vil være tilstede og vil følge én livet igennem. Kierkegaard slår altså fast, at man ikke kan undgå angsten, og at det heller ikke er meningen at man skal kunne det, for angsten er i bund og grund til, for at beskytte os mod det utrygge og usikre i livet.

Med det sagt erkender Kierkegaard hvor voldsom angsten kan føles for os, og hvor styrende den kan blive i ens liv. Kierkegaard siger, at ”Angest er en fremmed Magt der griber Individet, og dog kan man ikke løsrive sig derfra…” (SKS 4, 348), og mener altså, at angsten på en eller anden måde opleves som noget, der kommer udefra og nærmest ”besætter” individet, og som i de værste tilfælde kommer til udtryk ved det vi i dag kender som angstanfald. Det at angsten føles som en udefrakommende fremmed magt, der besætter individet, betyder for Kierkegaard, at vi ikke selv kan beslutte at ængstes (eller ikke ængstes), men at vi derimod – nærmest i hvad der føles som afmagt – bliver angste.

Selvom jeg blivergrebet af angst, styres af den og mine handlinger dermed bliver drevet af angsten, er jeg ikke desto mindre ansvarlig for det, jeg gør i denne tilstand af ængstelighed. Jeg er i sidste ende den, der udfører mine handlinger, der i angst tit bliver uhensigtsmæssige. Kierkegaard fortæller os, at det ikke er meningen at vi skal overkomme angsten, men derimod bruge angsten til vores fordel. Han fortæller os, at vi skal ”ængstes retteligen”, som er gammelt dansk for ”at ængstes på en rigtig måde”. Dette kan kun lade sig gøre, fordi angstens natur i sig selv hverken er god eller dårlig eller har et decideret formål – udover det at fortælle os, at der er noget at være bange for. Christian Hjortkjær, som er stor og anerkendt Kierkegaardforsker, beskriver på en elegant måde, at:

”Angsten forklarer egentlig intet, for den er i sit væsen tvetydig. Den er på én gang frihedens mulighed og muligheden for at fange sig selv i ufrihed. Den er vejen til frelse såvel som fortabelse, til sundhed såvel som sygdom” (Hjortkær, 2016, s. 167).

Angsten kan altså både være en beskyttelse, der fører til frelse, frihed og sundhed, og en destruktion for os mennesker, der fængsler os i vores eget sind, gør os syge og fortabte i livet. Man har som menneske evnen til at bestemme hvordan angsten fungerer for én, og Kierkegaard fortæller da, at man skal gøre brug af angsten som var det ens ”tjenende ånd” (SKS 4, 457). Spørgsmålet bliver nu hvordan man netop kan bruge angsten til sin fordel og sin tjenende ånd, hvorfor jeg i det næste vil komme med bud på hvordan man kan forholde sig til angsten på en hensigtsmæssig måde.

Du er større end angsten!

Angsten kommer til udtryk forskelligt fra person til person. Nogle føler angsten på et kognitivt niveau, hvor tankerne i hovedet bliver ustyrlige og man febrilsk forestiller sig forfærdelige situationer. Andre mærker det som fysisk ubehag i kroppen, mens nogle mærker den som deciderede fysiologiske smerter. For nogle manifesterer angsten sig på alle de her måder. MEN, uanset hvordan angsten kommer til udtryk, uanset hvor ubehagelig den er, uanset hvor overvældende og voldsomt man gribes af den, så er man ALTID større end angsten. Man har som menneske altid evnen til at dominere angsten, og ikke lade det være omvendt. Jeg erindrer her en klient, som jeg engang havde i terapi, og som kom ind i terapien med en angst, der havde taget et godt greb på hende. Hun berettede, at hendes angst, som kom til udtryk primært i sociale sammenhænge, føltes så overvældende og styrende, at hun nærmest ingen kontrol havde over sin situation og måden, hun reagerede på i angstens øjeblikke. Efter terapiforløbet, hvor hun havde fået en bedre forståelse for angstens natur, samt fået konkrete værktøjer til at kontrollere og styre sin angst, fortalte hun, at hun nu havde et andet forhold til angsten. Hun fortalte, at hun nu forestiller sig angsten som en papegøje, der sidder på skulderen, og som advarer hende om, at der er fare på færde. Når angsten indtræder, forestiller hun sig, at det er papegøjen, der skriger om advarsel, hvor hun derefter vil stoppe op og orientere sig i situationen, og tage en aktiv beslutning om at handle ud fra angsten eller lade være med at gøre det. Den beslutning, hun tager, går hun med, på trods af, at papegøjen fortsat skriger. Denne forestilling om papegøjen gjorde, at hun begyndte at se sig selv større end angsten og i stand til at dominere angsten, og ikke domineres af den.

Gå imod angsten

En meget effektiv måde at overkomme angst og ikke lade sig styre, er at tage en aktiv beslutning om at gå imod den. Man gør det, som angsten fortæller man ikke skal gøre. Hvis angsten for eksempel fortæller mig, at jeg ikke skal hoppe ud fra femmetervippen i svømmehallen eller at jeg ikke skal snakke foran en gruppe mennesker, så kan det i mange henseende være en god idé at gå imod den angst, hvor ubehagelig det end må føles. Psykoterapiforskning har da også vist, at blandt det mest effektive indenfor angstterapi er angsteksponering, som er en metode, hvor man på en gradvis og opbyggende måde eksponeres for det, man er bange for. Som en sidepointe hertil er det fascinerende at nævne, at man ved studier har fundet ud af, at mennesket ikke nødvendigvis stopper med at være bange for det, de var bange for, men at de i stedet udvikler et vist mod og selvsikkerhed til at kunne være i angsten. Her forstår mennesket med tiden, at det er større end angsten, og at det kan være i kontrol over den.

Indgå i dialog med angsten

Som nævnt prøver angsten at fortælle os noget; den prøver at fortælle os, at der er noget at være bange for. En måde at bruge angsten som sin tjenende ånd på, er ved at indgå i en indre ”dialog” med angsten, når den dukker op. Når man ængstes i et givet øjeblik, bør man stoppe op og forsøge at undersøge med sig selv, hvorfor det egentlig er, man føler angst. Man kunne stille sig selv spørgsmål som; Hvad er det angsten prøver at beskytte mig imod? Hvad er jeg bange for? Hvilke værdier er på spil? Hvad minder det her mig om?

En person med social angst, der er bange for at være omkring mennesker, kan ved dyb selvransagelse finde ud af, at vedkommende egentlig er bange for at blive såret af mennesker, eller blive svigtet, eller blive dømt. Eller måske er personen inderst inde bange for at blive afvist, eller måske føle ikke at være god nok eller ligeværdig med andre.

Hvad end det er, der er på spil, kan angsten blive brugt til at give indsigter om én selv, som man ellers ikke var bevidst om. Angsten bliver med dette brugt til at få en større forståelse for sig selv, og dermed øges ens selvbevidsthed. Med denne tilgang til angst bliver angsten faktisk på en eller anden måde en force, fordi den kan blive brugt til at komme tættere på sig selv. For Kierkegaard handler det for mennesket om at kende sig selv, for ved at kende sig selv, kan man være sig selv. Og da angst kan øge ens selvbevidsthed, mente Kierkegaard, at ”jo dybere han ængstes, jo større Menneske” (SKS 4, 454).

Litteraturliste

Hjortkjær, C. (2016). Utilstrækkeligt enestående: En kierkegaardsk diagnose af diagnosesamfundet.

Kierkegaard, Søren (2012): Søren Kierkegaards Skrifter (SKS), København: Gads Forlag.