Åndsfrihed under pres

At være demokrat er ikke at være bange, Åndsfrihed under pres (223 sider)

Af Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen (2020) Forlaget Klim

At være demokrat er ikke at være bange, Åndsfrihed under pres, er en debatbog om åndsfrihed, der i dens afsluttende del lobbyerer for styrkelse af åndsfriheden. Den er skrevet af tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen og teologen og grundtvigianeren Ingrid Ank. Efter endt læsning af bogen, opstod der en klinger undren over, at bogen med dens udsagn som frihed for Loke som Thor, ikke har været genstand for større offentlig debat, da den indeholder talrige iagttagelser værdige til at blive analyseret og drøftet.

Åndsfriheden, der på en måde betinger de øvrige frihedsrettigheder, optræder som en værdimæssig byggesten i samfundet med dens juridiske placering i folkeskolens formålsparagraf, der intenderer dannelse af vores skolebørn. Retten til at være uenig, og sige nej, har rod i at være fri i ånden, eller skal vi kalde det åndsfrihed.

Åndsfriheden som begreb dateres ikke tilbage til et starttidspunkt i bogen, da det at være fri i ånden må strække sig udover bogens historicitet. Ikke desto mindre er bogens historicitet kendetegnet ved at tegne en hovedlinje for åndsfriheden fra reformatoren og protestanten Martin Luther (1483-1546) til den danske digter og filosof mm. N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og op til teologen Hal Koch (1904-1963) mv.

Denne udgivelse kan siges at været ret modig i den forstand at den tør at hæve sig over et problem i sådan en grad at den forsøger at undgå blindvinkler, hvilket langt hen ad vejen lykkedes i bogen, på nær hvad angår bogens historiske tidsramme og verdensanskuelse der i sig selv kan være en blind vinkel i forståelse af hvad ånd og frihed kan være. At frihed og

ånd kan være andet end hvad vi for det meste forbinder det med at være, i en dansk forstand, kan vel kun overraske en snæversynet forståelse, men er det ikke fair at være lidt snæversynet på værdifronten? Bogen adskiller skarpt tolerance fra åndsfrihed og advarer mod at vi forveksler de to, hvilket nok er meget sundt, da værdirelativisme hvor alt er lige godt, ikke syntes ønsket, syntes værdirelativismens modstykke at være en absoloutisme af en art. Jeg hævder hermed ikke at bogen fremlægger åndsfrihed som en absolutisme, da frihedsrettigheder i sig selv ikke er absolutte, men bogen hævder bestemt heller ikke det modsatte, bogen taler for at vi deler åndsfriheden og ikke indsnævrer den.

Bogens indledning er fin, den påpeger at åndsfriheden, at kunne tænke som man vil og hvad man opfatter som at leve det gode liv, er under pres, og at denne værdi er forbundet med dilemmaer, som kan føre til begrænsningen af andres frihed, men her kommer så en fin sløjfe til det dilemma, nemlig ikke være bange, som det også står i bogens titel. Forfatterne går videre og anser åndsfrihed som et rettidigt alternativ til tolerance og udtrykker, at ideer skal bekæmpes med ideer og ikke magt, og at du med åndsfrihed ikke kan gå fri af kritik.

Fair nok, men der opstår stadig forvirring dagligt, fx i vores forståelse om dansk frihed og sekularisme der kan forveksles med den franske model for samme, der tilsigter en neutral offentlighed mens bogens forfattere meget præcist peger på at der ikke findes noget fuldstændigt neutralt samfund i verden.

Tænk som du vil, bliver et af maksimerne man kan udlede efter at have sat sig ind i åndsfriheden på dansk, hvor vi skelner mellem holdning og handling. Du må altså mene så meget, men ikke handle på alt. Eksempelvis forekommer religionsforfølgelse værende ukristeligt og antiluthersk i henhold til spørgsmålet i Grundtvigs samtid om bl.a. jødernes integration i Danmark, der også fortjente lige rettigheder i andedammen. Netop den diskussion om danske jøders danskhed og opfattelsen af dem som “gæster” taler ind i: at selvom dine holdninger kan være anderledes og at du gerne må have dem, for tvang avler løgn, bliver det i et perciperet identitetsspørgsmål åndeligt begrænset hvis andre end dem fx Grundtvig fandt passende, måtte udvide forståelsen af danskhed. Et nærliggende eksempel er litteraturkritikeren, pioneren mm. Georg Brandes (1842-1927), der altså også havde jødisk baggrund men som sådan ikke havde verdens største tilknytning til hans jødiske ophav, blev han alligevel polemiseret med koblinger til sit jødiske ophav i en fremmedgørelse, der kunne indsnævre forståelsen af danskhed. Grundtvig mente også at digteren Meïr Goldschmidt (1819-1887, en dansk jøde, som han så som gæst, ikke kunne have ret til at udtale sig om danskhed¹. Dette er nu blevet langt vanskeligere da danskhed nu påvirkes af andre faktorer

som globalisering, amerikanisering, verdensreligioner osv. hvilket ikke bør indsnævre nationale- eller åndelige tvistpunkter, men det kan stå som ulempe til dem der opfatter Danmark som en lukket klub. Kan vi være som vi er, og tænke som vi vil, selvom der ikke gøres noget ulovligt? Dette tyder på, at når du ikke kan gå fri fra kritik, så kan åndsfrihedens legitimering af kritik, også føre til at du med en tykhudethed skal kunne finde dig i meget, og tolerere meget, og her overlapper tolerance og åndsfrihed lidt paradoksalt.

Hvis der skal peges på en særlig udfordring når det kommer til forståelse af åndelighed, er der et problem der står i vejen, noget der i bogen kaldes for religionsforskrækkelse, noget der vækker genklang i mig til engang da jeg hørte en af landets førende professorer indenfor humaniora, tale om at vi i landet, fra bl.a. politisk hånd, har et problem med hvad han kaldte religiøs analfabetisme. Det er klart at religiøs uvidenhed kan generere frygt for folks tanker og xenofobi og dermed ende med at frihed ønskes indskrænket, hvilket kan gå hen og blive et værdimæssigt selvmål, og dermed bakker jeg generelt op om at fagligheden på religionsområdet godt kan trænge til en opgradering, for at sige det mildt. Åndsfriheden er presset fra flere sider, og fra modstridende fløje endda. Meget fint påpeget af forfatterne, er åndsfriheden meget sigende, på den ene side presset af religiøs ekstremisme, og på den anden side presset af den religiøse forskrækkelse- eller skal vi kalde det religiøs analbafetisme?

Ank og Jakobsen tilkendegiver, at det kan være nemmere for en politiker at forsvare ytringsfrihed som satire rettet mod en minoritet, end når den bruges af en minoritet til at fremme noget, der strider imod flertallets værdier. Er det et problem? Det bør der ikke herske tvivl om, selvom tvivl kan være godt, er værdimæssigt hykleri selvfølgelig dårligere. Alt kommer selvfølgelig ikke alle lige meget til gode, og der kan opstå åndelig strid.

Alt kredit skal forfatterne bag bogen medregnes, for at de på relativt lidt plads formår anskueliggøre et så overskyggende emne som åndsfrihed, når de på aldeles nuanceret vis behandler åndsfriheden således at det er svært at politisere og segmentere deres skriv til isolerede holdninger i bestemte fløje, dog med øje for Jakobsens tidligere tid som parlamentariker, der giver bogen noget empirisk ballast fra de mere parlamentariske dilemmaer i og med åndsfriheden.

Der er mange spændende kapitler i bogen, der i øvrigt fænger bredt på mange filosofiske spørgsmål og er i sit mod meget stimulerende hvad angår dens svar på tunge spørgsmål. I kapitel 7 tales der om sammenstødet mellem religionsfrihed og at religion skal fylde mindre i det offentlige rum, der skal indikere at der kan gives køb på åndsfriheden med farlige

tendenser som at blande sig i hvad folk går klædt i og frihedsindskrænkende forbud, og at vi ikke helt skal hen imod den franske model for sekularisme men at staten er sekulær. Et udsagn man kan være kritisk over for med rettelsen til at staten er sekulariseret, og protestantisk de jure, da sekulær kan forstås ret reduktivt.

“Gå din vej” hedder kapitel 11 ud af 19 der handler om negativ social kontrol. Jeg savner at kapitlet bliver behandlet lidt mere på metaplan, samt kapitel 12, der er det korteste kapitel i bogen og omhandler åndsfrihed som ritualfrihed, der meget fint viser at åndsfrihed ikke har et facit, særligt i spørgsmålet om drengeomskæringens legalitet. Kapitlet er kort og kunne godt fortjene at være længere, men kan i den korte form alligevel synliggøre at åndsfriheden ikke kan tilfredsstille alle (under en protestantisk- og “sekulær” ramme).

Det fremgår tydeligt af bogen at åndsfriheden ikke er absolut, og ikke skal reduceres til at blive et mantra for en abstrakt frihed. Derimod skal den være et fast tungtvejende hensyn, men som der står på s.195: Vi skal ud af takt. Samfundssind udlægges af forfatterne, som også værende modstridende holdninger, subkultur og modkultur, hvilket kan give mening hvis vi tænker over det som dialektik. Ydermere gør bogen det gældende, at man jo naturligvis har ret til at have absolutte livsanskuelser og overbevisninger om sandheden.

I bogens sidste dele, kommer der 10 okay forslag til større åndsfrihed i samfundet, hvor der særligt kan bides mærke i kritikken af landets forskningsfrihed, som jeg mener godt kan blusses mere op, for vidensamfundets skyld. Særligt er punkt 10 klart og det er også bogens tydelige advarsel om ikke at indføre sindelagskontrol. Bogen er bestemt anbefalelsesværdig, og indeholder adskillige højrelevante og tankefulde diskussioner, heriblandt om forskningsfrihed, tillid og frihed, politisk korrekthed og åndsfrihed på borgen.

¹ https://tidsskrift.dk/KKF/article/download/28371/24969 Thing (2000)