Angst (ifølge Søren Kierkegaard)
Af Mahdi Majid, (cand. psych. aut.)
Vi kan som danskere bryste os med, at vi begravet her på Nørrebro i København har en af de største tænkere gennem historien liggende. Og selvom Søren Kierkegaards krop blev lagt ned under jorden for over 150 år siden, lever hans tanker og livsanskuelser videre, og er – efter min mening – lige så relevante og aktuelle i dag som de var dengang han skrev sine værker. Kierkegaard, som beskæftigede sig især med menneskets eksistentielle forudsætninger, er for eksempel en af de få, der på en fokuseret og forholdsvis udtømmende måde beskrev angstens natur. Og da angst er et begreb, der i hverdagslivet løst bliver brugt som en etikette, et menneske får, og som ”retfærdiggør” dennes begrænsninger og udfordringer, og i den psykiatriske verden som var det en sygelig egenskab i os, er det interessant at se på hvad Kierkegaard egentlig mente om angsten. Jeg vil derfor i dette skriv – i det omfang det er muligt – kort gengive Søren Kierkegaards syn på angst og hvordan man ifølge ham bør forholde sig til den.
Hvad er angst?
For Kierkegaard er mennesket dømt til at have angst, primært fordi, at det – i modsætning til dyr – har en fri vilje og dermed pålagt ansvaret om at tage et valg. Angsten kommer ydermere som følge af utryghed, usikkerhed og manglende kontrol, og da livet er utrygt, usikkert og det er meget lidt man har kontrol over, så er angsten per definition en uundgåelig del af livet. Angsten er altså et eksistentielt vilkår, der, så længe vi er i live, altid vil være tilstede og vil følge én livet igennem. Kierkegaard slår altså fast, at man ikke kan undgå angsten, og at det heller ikke er meningen at man skal kunne det, for angsten er i bund og grund til, for at beskytte os mod det utrygge og usikre i livet.
Med det sagt erkender Kierkegaard hvor voldsom angsten kan føles for os, og hvor styrende den kan blive i ens liv. Kierkegaard siger, at ”Angest er en fremmed Magt der griber Individet, og dog kan man ikke løsrive sig derfra…” (SKS 4, 348), og mener altså, at angsten på en eller anden måde opleves som noget, der kommer udefra og nærmest ”besætter” individet, og som i de værste tilfælde kommer til udtryk ved det vi i dag kender som angstanfald. Det at angsten føles som en udefrakommende fremmed magt, der besætter individet, betyder for Kierkegaard, at vi ikke selv kan beslutte at ængstes (eller ikke ængstes), men at vi derimod – nærmest i hvad der føles som afmagt – bliver angste.
Selvom jeg blivergrebet af angst, styres af den og mine handlinger dermed bliver drevet af angsten, er jeg ikke desto mindre ansvarlig for det, jeg gør i denne tilstand af ængstelighed. Jeg er i sidste ende den, der udfører mine handlinger, der i angst tit bliver uhensigtsmæssige. Kierkegaard fortæller os, at det ikke er meningen at vi skal overkomme angsten, men derimod bruge angsten til vores fordel. Han fortæller os, at vi skal ”ængstes retteligen”, som er gammelt dansk for ”at ængstes på en rigtig måde”. Dette kan kun lade sig gøre, fordi angstens natur i sig selv hverken er god eller dårlig eller har et decideret formål – udover det at fortælle os, at der er noget at være bange for. Christian Hjortkjær, som er stor og anerkendt Kierkegaardforsker, beskriver på en elegant måde, at:
”Angsten forklarer egentlig intet, for den er i sit væsen tvetydig. Den er på én gang frihedens mulighed og muligheden for at fange sig selv i ufrihed. Den er vejen til frelse såvel som fortabelse, til sundhed såvel som sygdom” (Hjortkær, 2016, s. 167).
Angsten kan altså både være en beskyttelse, der fører til frelse, frihed og sundhed, og en destruktion for os mennesker, der fængsler os i vores eget sind, gør os syge og fortabte i livet. Man har som menneske evnen til at bestemme hvordan angsten fungerer for én, og Kierkegaard fortæller da, at man skal gøre brug af angsten som var det ens ”tjenende ånd” (SKS 4, 457). Spørgsmålet bliver nu hvordan man netop kan bruge angsten til sin fordel og sin tjenende ånd, hvorfor jeg i det næste vil komme med bud på hvordan man kan forholde sig til angsten på en hensigtsmæssig måde.
Du er større end angsten!
Angsten kommer til udtryk forskelligt fra person til person. Nogle føler angsten på et kognitivt niveau, hvor tankerne i hovedet bliver ustyrlige og man febrilsk forestiller sig forfærdelige situationer. Andre mærker det som fysisk ubehag i kroppen, mens nogle mærker den som deciderede fysiologiske smerter. For nogle manifesterer angsten sig på alle de her måder. MEN, uanset hvordan angsten kommer til udtryk, uanset hvor ubehagelig den er, uanset hvor overvældende og voldsomt man gribes af den, så er man ALTID større end angsten. Man har som menneske altid evnen til at dominere angsten, og ikke lade det være omvendt. Jeg erindrer her en klient, som jeg engang havde i terapi, og som kom ind i terapien med en angst, der havde taget et godt greb på hende. Hun berettede, at hendes angst, som kom til udtryk primært i sociale sammenhænge, føltes så overvældende og styrende, at hun nærmest ingen kontrol havde over sin situation og måden, hun reagerede på i angstens øjeblikke. Efter terapiforløbet, hvor hun havde fået en bedre forståelse for angstens natur, samt fået konkrete værktøjer til at kontrollere og styre sin angst, fortalte hun, at hun nu havde et andet forhold til angsten. Hun fortalte, at hun nu forestiller sig angsten som en papegøje, der sidder på skulderen, og som advarer hende om, at der er fare på færde. Når angsten indtræder, forestiller hun sig, at det er papegøjen, der skriger om advarsel, hvor hun derefter vil stoppe op og orientere sig i situationen, og tage en aktiv beslutning om at handle ud fra angsten eller lade være med at gøre det. Den beslutning, hun tager, går hun med, på trods af, at papegøjen fortsat skriger. Denne forestilling om papegøjen gjorde, at hun begyndte at se sig selv større end angsten og i stand til at dominere angsten, og ikke domineres af den.
Gå imod angsten
En meget effektiv måde at overkomme angst og ikke lade sig styre, er at tage en aktiv beslutning om at gå imod den. Man gør det, som angsten fortæller man ikke skal gøre. Hvis angsten for eksempel fortæller mig, at jeg ikke skal hoppe ud fra femmetervippen i svømmehallen eller at jeg ikke skal snakke foran en gruppe mennesker, så kan det i mange henseende være en god idé at gå imod den angst, hvor ubehagelig det end må føles. Psykoterapiforskning har da også vist, at blandt det mest effektive indenfor angstterapi er angsteksponering, som er en metode, hvor man på en gradvis og opbyggende måde eksponeres for det, man er bange for. Som en sidepointe hertil er det fascinerende at nævne, at man ved studier har fundet ud af, at mennesket ikke nødvendigvis stopper med at være bange for det, de var bange for, men at de i stedet udvikler et vist mod og selvsikkerhed til at kunne være i angsten. Her forstår mennesket med tiden, at det er større end angsten, og at det kan være i kontrol over den.
Indgå i dialog med angsten
Som nævnt prøver angsten at fortælle os noget; den prøver at fortælle os, at der er noget at være bange for. En måde at bruge angsten som sin tjenende ånd på, er ved at indgå i en indre ”dialog” med angsten, når den dukker op. Når man ængstes i et givet øjeblik, bør man stoppe op og forsøge at undersøge med sig selv, hvorfor det egentlig er, man føler angst. Man kunne stille sig selv spørgsmål som; Hvad er det angsten prøver at beskytte mig imod? Hvad er jeg bange for? Hvilke værdier er på spil? Hvad minder det her mig om?
En person med social angst, der er bange for at være omkring mennesker, kan ved dyb selvransagelse finde ud af, at vedkommende egentlig er bange for at blive såret af mennesker, eller blive svigtet, eller blive dømt. Eller måske er personen inderst inde bange for at blive afvist, eller måske føle ikke at være god nok eller ligeværdig med andre.
Hvad end det er, der er på spil, kan angsten blive brugt til at give indsigter om én selv, som man ellers ikke var bevidst om. Angsten bliver med dette brugt til at få en større forståelse for sig selv, og dermed øges ens selvbevidsthed. Med denne tilgang til angst bliver angsten faktisk på en eller anden måde en force, fordi den kan blive brugt til at komme tættere på sig selv. For Kierkegaard handler det for mennesket om at kende sig selv, for ved at kende sig selv, kan man være sig selv. Og da angst kan øge ens selvbevidsthed, mente Kierkegaard, at ”jo dybere han ængstes, jo større Menneske” (SKS 4, 454).
Litteraturliste
Hjortkjær, C. (2016). Utilstrækkeligt enestående: En kierkegaardsk diagnose af diagnosesamfundet.
Kierkegaard, Søren (2012): Søren Kierkegaards Skrifter (SKS), København: Gads Forlag.